Gå til hovedindhold

Idræt skal være for alle

Har du aldrig dyrket motion og mangler et fællesskab, er der nu en sandsynlighed for, at du kommer i gang.
Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg har med en pulje på 400.000 kr. givet 12 aarhusianske foreninger en økonomisk håndsrækning, så flere voksne kan dyrke idræt.

  • Læs op

Indhold

    Det er især voksne aarhusianere, der ikke har været i en forening før og måske savner et fællesskab, der er målet for den pulje på 400.000 kr., som Sundhed og Omsorg har uddelt til foreninger, som vil hjælpe flere til at dyrke motion. Rådmand Jette Skive håber, at motion og et fællesskab kan være med til at øge livskvaliteten:

    - Idræt er for alle, og vi ser en stor ulighed i deltagelsen i idræt. Idrætsforeningerne er oftest vant til medlemmer, som bare tilmelder sig, når de har truffet en beslutning. Med puljen øger vi foreningernes mulighed for at agitere og bedre kunne inkludere flere voksne aarhusianere, som almindeligvis ikke har dyrket idræt eller været med i en forening, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

    Aarhusianske idrætsforeninger har i alt søgt over 850.000 kr. og én af foreningerne er Beder Malling Idrætsforening, som havde søgt og fået 50.000 kr.:

    - Tilskuddet giver os en kæmpe motivation, så vi kan lægge endnu flere kræfter i foreningslivet. Pengene går til tre primære indsatser. Vi synliggør eksisterende tilbud, som passer målgruppen herunder nye måder at rekruttere deltagere på. Det kan være powerwalk, svømning eller floorball. Vi påtænker også at lave nye tilbud, og det kan for eksempel være naturtræning for dem, der ikke gider et fitnesslokale. Og endelig klæder vi frivillige på til at kunne inkludere endnu flere med den gode velkomst. Midlerne er en dejlig julegave, siger Kaspar Ginnerup Knudsen, bestyrelsesmedlem i Hovedafdelingen, Beder Malling Idrætsforening.

    Det er første gang Sundhed og Omsorg uddeler puljen på 400.000 kr., og det er ikke besluttet, om det sker igen. Puljen er etableret i 2019 i kraft af, at Aarhus Kommune har indgået et femårigt partnerskab med DGI og Danmarks Idrætsforbund, om at hjælpe flere borgere til at være fysisk aktive og blive en del af foreningslivet. Partnerskabet er en del af initiativet Bevæg dig for livet, der har det mål, at Danmark skal være verdens mest fysisk aktive nation i 2025. Her bliver Aarhus nu visionskommune.

    Se, hvem der modtog midler fra puljen i 2019 her

    Sidst opdateret: 18. september 2023