Gå til hovedindhold

Flere penge til sunde fællesskaber 

Med en pulje på 300.000 kroner satser Sundhed og Omsorg igen i år på at få endnu flere med i sunde fællesskaber. 

Sidste års store fremgang i medlemstallet hos idrætsforeningerne skal følges op med ekstra opmærksomhed oven på corona-pandemien.

  • Læs op

Indhold

    Aarhusianske foreninger kan søge en pulje på 300.000 kr., så de får endnu flere aarhusianere til at dyrke motion og idræt.  

    “I 2019 så vi en meget flot medlemstilgang til foreningsidrætten. Selvom vi nu har haft et voldsom dyk i aktiviteterne på grund af coronavirus, så giver det blod på tanden, at vi kan se hvor meget, vi kan opnå, når vi udvikler sammen med foreningslivet. Jeg vil gerne sende en stor tak til de foreninger, der fik nye medlemmer med på vognen sidste år. Nu gælder det om, at vi fastholder og støtter de mange vigtige fællesskaber fremover”, siger Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg. 

    Erfaringerne fra 2019 viser, at tilgangen til idrætsforeningerne i Aarhus samlet set steg med 5286 medlemmer. Og herunder at 1.549 flere aarhusianere over 60 år dyrkede idræt i en forening i 2019 sammenlignet med 2018.  

    Puljen på de 300.000 kroner indgår som en del af samarbejdet ’Bevæg dig for livet Aarhus’. Det er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og DGI og DIF, der har til formål at hjælpe flere borgere til at være fysisk aktive og blive en del af foreningslivet. 

    Det er anden gang Sundhed og Omsorg uddeler penge fra puljen. I år fokuserer puljen særligt på at skabe mere lighed i sundhed – ligesom den særligt er rettet mod mennesker, som blandt andet gerne vil træne i dagtimerne eller som bor i områder med få eller ingen foreningstilbud.  

    Sådan søger man 

    Hvis man gerne vil søge midler og få endnu flere til at glædes ved foreningslivet, skal man kontakte motionskoordinator Christina Fruergaard-Pedersen cfru@aarhus.dk eller tlf. 24467299 og aftale et første møde om begrundelsen for at søge puljen. Mødet vil have form af sparring og dialog om idéen, og hvordan den kan støtte op om formålet med puljen.   

    Derefter sendes ansøgningen ind til Christina Fruergaard-Pedersen cfru@aarhus.dk senest d. 1. september 2020. Der kan ansøges om 20.000 – 50.000 kr., som foreningen kan vælge at fordele over op til 2 år.   

    Læs mere https://frivillig.aarhus.dk/for-frivillige/puljer-du-kan-soege/pulje-til-motion-og-faellesskab-i-foreningslivet/ 

    Kontaktpersoner 

    Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg. Tlf. 21 65 99 58 

    Christina Fruergaard, motionskoordinator, Aarhus Kommune. Tlf.  24 46 72 99 

    Sidst opdateret: 18. september 2023