48,4 idrætsmillioner skal gøre endnu flere danskere aktive
Bevæg dig for livet-samarbejdet mellem DGI, DIF, Nordea-fonden og TrygFonden forlænger og fokuserer indsatsen til og med 2024, hvor målet er at gøre Danmark til verdens mest aktive nation.
Med fleksible idrætstilbud og stærke samarbejder på tværs af samfundet ønsker de fire organisationer at skabe en varig model for, hvordan flere danskere får glæde af et aktivt liv.

Danskernes idrætsaktivitet var i fremgang inden corona-krisen, både som medlemmer af en forening og generelt. Med næsten 50.000 nye medlemmer i 2019 nåede idrætsforeningerne under Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI et historisk højt niveau. Fleksible idrætstilbud som foreningsfitness, voksenintroduktion i tennis og svømning på åbent hav har fået flere med. Og et tæt samarbejde med landets kommuner om blandt andet opsøgende arbejde og samarbejde med boligselskaber i udsatte boligområder har lokket nye målgrupper ind i idrætten. Den positive udvikling skal fortsætte og fastholdes.
I Bevæg dig for livet er der blandt andet udviklet forskellige motionstilbud, som er lette at passe ind i en travl hverdag, og som ikke kræver store fysiske forudsætninger for at komme i gang.
Målet er fortsat at blive verdens mest aktive nation.
”De aktive fællesskaber har aldrig været vigtigere end nu. I de første år med Bevæg dig for livet har vi skabt nye motionstilbud, der er testet godt igennem og tilpasset danskernes hverdag, så der er flere muligheder end nogensinde for at være aktiv. Med fortsat fonds-finansiering til Bevæg dig for livet er vi derfor bedre rustet til at sikre, at endnu flere danskere kan få glæden af et aktivt liv,” siger Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI.
”Vi ved, at danskerne er motiverede for at være mere aktive i deres hverdag. Derfor er det vigtigt, at vi gør det så let som muligt at omsætte motivation til handling. Om det så er med gåfællesskaber, hvor man ikke behøver at klæde om, eller med tilbud som kano og kajak og Fodbold Fitness, som kan passes ind i en omskiftelig hverdag,” siger Niels Nygaard, formand i DIF.
Mere af det der virker
Både Nordea-fonden og TrygFonden bidrager hver med 24,2 millioner kroner frem til og med 2024. Nordea-fonden og TrygFonden har været med fra begyndelsen i 2015. Fondenes nye bevilling skal forankre og udbygge de positive tiltag i foreningerne og den store tilslutning til motionsevents rundt i landet.
”Vi er i Danmark rundet af en særlig fællesskabsånd, hvor de sociale fællesskaber er en stor del af vores sammenhængskraft. Men for mange står stadig uden for disse fællesskaber og oplever ikke de positive gevinster i form af bedre trivsel, livskvalitet og helbred. Hvert år dør 6.000 i Danmark som følge af inaktivitet, og det vidner om, at vi fortsat har behov for skabe langvarige og omfattende forandringer for at få flere til at bevæge sig. Derfor skal vi holde fast og sætte yderligere fart på de tiltag i Bevæg dig for livet, som i de første to faser har vist, at de virker,” siger Rie Odsbjerg Werner, direktør i TrygFonden.
Udover at skrue op for det, der virker, skal de næste år bruges på at forankre de nye arbejdsmetoder og idrætstilbud, så de kan leve videre efter 2025.
”I de første faser af vores samarbejde har vi i fællesskab skabt fantastiske erfaringer med alt fra familietilbud for travle børnefamilier til særlige idrætsfællesskaber for inaktive. Det har kun været muligt, fordi så mange kommuner, idrætter og samarbejdspartnere kan se meningen i samarbejdet og har samme målsætning. Vi ved nu, at vi har fat i noget, der virker, og vi ved, hvor der frem mod 2025 skal sættes ind. Mange kommuner, foreninger og organisationer er med på holdet og gør sit bedste for at omsætte bevægelsen til flere fysiske fællesskaber. Det er vigtigt for, at arbejdet lever videre, når fondsstøtten udløber,” siger Henrik Lehmann, direktør i Nordea-fonden.